-
Advokathus får kritik for at jagte fyret partners opgaver efter tv-dokumentar: »Moralsk havde det nok været bedst at holde sig helt væk«
Источник: BDK Finans / 11 июн 2024 00:22:20 America/New_York
Det store advokathus Horten handlede resolut, da den profilerede partner Nicolai Dyhr for nylig blev afsløret med skjult kamera i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane«. På optagelserne erklærede Nicolai Dyhr sig tilsyneladende villig til at se igennem fingre med ulovligheder i konkursboer, hvor han var indsat som kurator. Det kostede ham en fyreseddel. Kort tid efter blev den tidligere topadvokat også afsat som kurator i flere end 80 konkursboer på tværs af landet. Nu viser Berlingskes research imidlertid, at Horten selv har lagt billet ind på at overtage en række af de konkursboer, som Nicolai Dyhr tidligere havde ansvaret for. Og det vækker undren hos kilder i advokatbranchen, som Berlingske har talt med. »Moralsk havde det nok været bedst, at Horten holdt sig helt væk,« vurderer Lars Økjær Jørgensen, som igennem en årrække var tilsynschef i Advokatrådet. Han begrunder det med, at der nu er rejst så alvorlig tvivl om Nicolai Dyhrs ordentlighed, at hans afløsere som kuratorer må forventes at skulle kigge hans arbejde efter i sømmene. »Horten må jo tænke, at de godt kan lave en objektiv vurdering af Nicolai Dyhrs arbejde. Men jeg kan godt forstå, hvis retterne kommer frem til, at det ikke er hans tidligere kolleger, som er bedst egnet til den opgave,« siger Lars Økjær Jørgensen, som vurderer, at der er en kommerciel grund til Hortens ageren. »Det ligner helt klart et forsøg på at redde indtjening,« siger han. I en e-mail til Berlingske skriver Horten, at advokatfirmaet kun har anmodet om at overtage Nicolai Dyhrs rolle som kurator i sager, hvor »udvalgte større klienter fra den finansielle sektor tydeligt har tilkendegivet, at de ønskede, at Horten fortsatte behandlingen med en anden partner som kurator«. Dette er ifølge Horten sket i 21 tilfælde. I to af disse er advokater fra Horten blevet udpeget som ny kurator. Berlingske har spurgt Hortens ledende partner, Christian Gregersen, om han kan forstå, hvis man sidder tilbage med et indtryk af, at advokatfirmaet har budt ind på Nicolai Dyhrs opgaver på grund af kommercielle interesser – og i mindre grad for at pleje kreditorernes interesser. »Som vi også tidligere har kommunikeret, så har vi en forpligtelse til at beskytte kreditorernes interesser bedst muligt, men har herudover ingen interesse i at overtage eller videreføre tidligere sager,« svarer advokathuset. Her er nogle af de udtalelser, som fik Horten til at fyre topadvokaten Nicolai Dyhr. Afvist som ny kurator For nylig har blandt andet Retten i Nykøbing Falster skullet beslutte, om en anden advokat fra Horten kunne afløse Nicolai Dyhr. Berlingske har således fået aktindsigt i retsbogen fra en sag, hvor Dyhr er fratrådt som kurator for tre forbundne konkursboer. I forlængelse af dette bød hans tidligere partnerkollega fra Horten, Jan Bech, sig til som ny kurator. Men Jan Bech blev ikke valgt som ny kurator, og i sin begrundelse nævner Retten i Nykøbing Falster netop, at Jan Bech og Nicolai Dyhr begge har repræsenteret Horten. »Henset hertil (...) udpegede skifteretten herefter advokat Andreas Kærsgaard Mylin og advokat Henrik Selchau Poulsen,« står der i retsbogen. Andreas Kærsgaard Mylin repræsenterer advokatfirmaet Holst, mens Henrik Selchau Poulsen er partner i Bruun & Hjejle. Netop de to advokater er af Sø- og Handelsretten i København også udpeget til at overtage intet mindre end 58 af Nicolai Dyhrs konkursboer. Berlingske har forelagt sagen for Henrik Sjørslev, som er partner i advokatfirmaet DLA Piper og formand for Kuratorforeningen. Han ønsker ikke konkret at kommentere Hortens ageren i sagen. »Men jeg kan jo konstatere, at retten i sin kendelse slår fast, at den manglende tillid til Nicolai Dyhrs upartiskhed som kurator smitter af på andre advokater i Horten,« siger han. Af dokumenterne fra Retten i Nykøbing Falster fremgår det, at Horten-advokaten Jan Bech anmodede om at blive ny kurator i de omtalte konkursboer »efter aftale med Jyske Bank, der er kreditor i konkursboerne.« Men i kendelsen skriver retten modsat, at »Jyske Bank ikke umiddelbart ses som værende kreditor«. Berlingske har derfor spurgt Jyske Bank, om banken er kreditor i de tre konkursboer, og om banken kan genkende at have bakket op om, at Horten skulle indsættes som ny kurator. »Vi kommenterer ikke på konkrete kundeforhold. Det hverken kan eller vil vi i henhold til vores tavshedspligt i lov om finansiel virksomhed,« svarer Jyske Banks pressechef, Thomas Ross. I en e-mail til Berlingske oplyser Horten, at Jan Bech har anmodet om at blive kurator i »i en række sager«, hvor Jyske Bank var registreret som kreditor. »Dette skete efter aftale og skriftlig instruks fra Jyske Bank. Flere af disse blev dog hurtigt frafaldet igen, idet det viste sig, at Jyske Bank i flere tilfælde havde opnået fuld dækning eksempelvis via pant eller ikke var bestemmende kreditor,« skriver advokathuset. Et juridisk minefelt Som nævnt har andre Horten-advokater i 21 tilfælde forsøgt at overtage konkursboer, hvor Nicolai Dyhr er blevet afsat som kurator. I to af disse sager – begge fra Retten i Odense – har Horten fået opgaven. Men ifølge Kim Sommer Jensen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, bevæger advokathuset sig dermed ind i et juridisk minefelt. Som eksempel nævner han, at advokater fra Horten ikke vil kunne foretage en vurdering af, om der skal rejses et eventuelt erstatningskrav mod Nicolai Dyhr som tidligere kurator. Det skyldes, at Dyhr har været en del af Horten, og at det derfor er firmaets egen forsikring, der i så fald vil blive bragt i spil i en erstatningssag. »Der vil klart være tale om inhabilitet. Og i de tilfælde kan advokater fra Horten selvfølgelig ikke deltage i behandlingen af et konkursbo, som Nicolai Dyhr har været kurator i,« siger professoren. Kim Sommer Jensen pointerer også, at opgaven som kurator i et konkursbo indebærer, at man skal foretage en række vurderinger: Det kan være, om der skal indledes sager om konkurskarantæne, om der skal rejses krav mod den tidligere ledelse, eller om oplysninger skal videregives til politiet. Ifølge professoren vil det »fremtræde uheldigt«, hvis advokater fra Horten nu skal ind og foretage en vurdering af Nicolai Dyhrs indsats. »I en række tilfælde vil Nicolai Dyhrs tidligere kolleger ikke være de rigtige til at lave en vurdering af, om han har passet sit arbejde ordentligt som kurator,« siger Kim Sommer Jensen. Det sikre valg I en e-mail til Berlingske skriver Horten, at »hvis der måtte komme spørgsmål om Nicolai Dyhrs sagsbehandling, kan dette belyses med en ad hoc kurator fra et andet firma«. En såkaldt ad hoc-kurator kan blive indsat, hvis den udpegede kurator har en interessekonflikt eller en konkret habilitetsudfordring. Professor Kim Sommer Jensen forstår dog udmærket, at Retten i Nykøbing Falster og flere andre skifteretter ikke har valgt at overdrage Nicolai Dyhrs opgaver til en anden advokat fra Horten. »Når retten er frit stillet til at vælge kurator, så kan jeg godt forstå, at man vælger en anden end Nicolai Dyhrs tidligere kollega. Det er helt klart det sikre valg,« siger han. Berlingske har forelagt de udtalelser, der fremsættes i denne artikel, for Horten. I flere tilfælde har advokatfirmaet undladt at kommentere kritikken. https://www.berlingske.dk/virksomheder/advokathus-faar-kritik-for-at-jagte-fyret-partners-opgaver-efter-tv